tirsdag den 17. juni 2014

Ultraløbet Gendarmstien - 58 km fra Kruså-Sønderborg

Så er der gået lidt tid siden målgang, og indtrykkene fra Ultraløbet Gendarmstien er ved at synke på plads.
Eftersom det var mit første ultraløb anede jeg ikke hvad jeg skulle forvente. Kunne benene holde længere end marathondistancen som var det længste jeg havde løbet inden? Sammen med nogle fantastiske løbekammerater ( Brian HansenMorten Ranners og Morten Vagner) lagde vi roligt ud. Hovedmålet var at gennemføre, Dernæst undgå at blive sidst og hvis alt gik vel se om tiden kunne presses under 7 timer.
Flot tur frem til 1. depot ved Egernsund. Undervejs blev vi noget overraskede da vi mødte en stor klump løbere som var løbet forkert (markeringerne var vist blevet flyttet) så pludselig var der samling midt i. Vi kom til broen ved Egernsund mens den var oppe, så endnu en gang samling på broen.
Efter SUBLIM forplejning i depot 1 gik turen roligt videre. Vi havde ikke mere travlt end at vi lige havde tid til at hjælpe et ægtepar med at få læsset en vaskemaskine ind i bilen:)
Omkring 25 km ramte kramperne desværre én fra vores lille løbefællesskab - dog ikke værre end at der konstant var fremdrift dog med noget nedsat tempo og det blev til en gang gå, løb, gå, løb. Lige omkring de 27 km kunne vi pludselig høre en hjem-is bil. Vi blev hurtige enige om, at selvfølgelig kunne vi da betale med Mobilepay. Vi tog en hurtig afstikker fra ruten - ind i villakvarteret vi løb forbi og fandt uden problemer Hjem-is bilen. Mobilepay?, desværre! Jeg havde 30 kr. på mig så det kunne blive til 4 is fra "gemmerne". Vi havde ellers planer om at købe en kasse til uddeling undervejs, men måtte "nøjes" med is til os selv.
Vi måtte kort efter sende en mand videre. Gå-løb teknikken drænede for meget hver gang der skulle sættes igang, så han løb afsted ene mand. Der var mange utrolig smukke passager mellem depot 1 og 2 og vi havde god lejlighed til at nyde dem i fulde drag grundet vores moderate tempo. Undervejs slog vi følgeskab med Sacha Sørensen. Om det var selskabet eller Mortens medbragte lakridspiber som gjorde at hun blev hængende vides ikke:)
Depot 2 blev nået i fin stil. Også her skal der lyde en stor ros til de frivillige hjælpere som gjorde et fremragende stykke arbejde.
Jeg kunne se på tiden, at hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at nå under 7 timer skulle der fart på. Jeg efterlod selskabet som jeg havde fulgtes med fra km 0 og satte afsted. På vej ud af depotet fik jeg at vide, at vores mand som var fortsat alene ved km 27, var små 5 min foran. Jeg satte efter ham, men det varede kort. Strandstykket med rullesten var modbydeligt! Mine tæer var fuldstændigt smadrede da jeg endelig slap væk fra stranden. Det var et meget smukt stykke men virkelig, virkelig hårdt
Der kom nu et lækkert stykke vej gennem skoven og det lykkedes mig at få kontakt til manden jeg havde jagtet. Han var ikke helt klar på at satse på sub 7 (fornuftig mand) så jeg fortsatte alene. Jeg havde en klar forventning om, at de sidste 18 km var forholdsvis "nemme". Ingen steder var det indikeret i beskrivelsen (udover rullestenene) at det skulle være 18 møghårde kilometer. Der var fantastisk smukke strandstykker hvor man løb i vandkanten under træernes kroner, der var enorm smalle stykker hvor man stort set løb i vandkanten, men for pokker hvor var det hårdt. de sidste 5 km blev stort set gået hjem. Der var meget kuperet til sidst og benene kunne ikke rigtigt mere. Heldigvis var jeg ikke den eneste, så det blev til lidt snak og følgeskab med bl.a. Ole Albertsen og en gut fra Ans som jeg desværre ikke ved hvad hedder.
Den sidste kilometer blev dog løbet, og jeg kom træt, varm og udmattet i mål i tiden 7 timer 22 min. og 14 sekunder. Absolut godkendt.
Heldigvis stod min familie og ventede og det var rigtigt dejligt at se dem.
Mit første ultraløb, men bestemt ikke det sidste:)
Der skal lyde kæmpe ros til Moses og Thure for et fremragende og velorganiseret løb. Ruten var helt fantastisk gennem et meget smukt stykke af Danmark. Derudover en stor tak til de mange frivillige både i starten, i depoterne og i mål. Uden jer kan sådanne løb ikke afholdes.

Stop, stop, stop. Vi starter forfra

Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at jeg er røvdårlig til at skrive blog.

Jeg dur simpelthen ikke til at lave faste opdateringer, så det er slut. nu.

Fremover skriver jeg lidt når jeg har lyst, hvilket nok ikke bliver så tit som jeg kunne ønske mig.

Jeg har dog allerede lidt liggende; en anmeldelse at en lækker trøje jeg har fået sendt af Good Karma Running. Derudover en lille løbsberetning fra Ultraløbet Gendarmstien

mandag den 10. marts 2014

Gendarmstitræning uge 1

HOV - ny overskrift. Hvad blev der af Marathontræning?

Da jeg nu officielt har besluttet at Trail Rocks, Asphalt sucks har jeg solgt mit startnummer til Hamburg Marathon.

Jeg vil koncentrere mig 100% om trail da det for det første er noget bedre for mit knæ der tidligere har drillet mig, det er meget sjovere, det er meget flottere at løbe i naturen og det gør mig bare i bedre humør.

Fokus er nu rettet mod Ultraløbet Gendarmtien.

Uge 1


Tirsdag 4/3 2014:
6,35 km. let løb @ 6,09

Torsdag 6/3 2014:
9,84 km. let løb @ 6,06

Lørdag 8/3 2014:
22 km city trail @ 6,00

Søndag 9/3 2014:
17,2 km city trail @ 6,34

Tak til Brian fra Team VULK for nogle fede ture.



mandag den 3. marts 2014

Marathontræning uge 17 (9)

Uge 17


Onsdag 26/2 2014
15,20 km let løb @ 6,16

Lørdag 1/3 2014
9,02 km let løb @ 6,36

Søndag 02/3 2014
14,00 km. let trail @ 8,26

Søndagstrail med Hjarup trailrunner. En flot tur i skoven og stranden ved Løverodde v/ Kolding.

søndag den 23. februar 2014

Thy Trail Marathon (eller rettere sagt, ½-marathon) - Lørdag d. 22/2 2014

Så kom dagen endelig hvor der skulle prøves kræfter med Thy Trail Marathon.

Jeg havde længe glædet mig til dette, mit første, marathon. Endnu engang havde jeg dog klokket i den og fået skadet mig selv og dermed ikke trænet nok, så jeg var fornuftig nok til at ændre distancen til en ½-marathon i stedet. Dette gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre god....

Jeg havde lejet et sommerhus af en tidligere kollega i Klitmøller i gå afstand til målområdet, så det kunne jo ikke være nemmere.

Vi tog afsted allerede torsdag så der var rigeligt tid til at akklimatisere. Fredag blev til en lille tur rundt i klitterne og med afslutning på stranden hvor der skulle være målområde dagen efter.

Fredag var det ellers fremragende vejr. 5-6 grader, solskin og svag vind. Der var lovet samme vejr om lørdagen så jeg havde store forventninger.

Lørdagen startede dog noget anderledes ud med regn og lidt mere blæst end lovet. Ikke at det gjorde noget, alle var vel kommet for at opleve Danmarks barskeste Marathon.

Da jeg havde skiftet til ½-marathon kunne jeg vente til kl. 11 med at hoppe på bussen som skulle transportere os til startområdet.

Kort efter ankomst til starten ved Stensbjerg Landingsplads klarede vejret dog noget op og jeg syntes også vinden lagde sig en smule. Da starten gik kl. 12 var regnen stoppet, vinden var svag (og kom bagfra). Vi startede ud med et godt stræk - 2km. Jeg løb hurtigt ind i Brian fra Team VULK som var ude på marathondistancen. De havde haft en MEGET våd start hvilket også kan ses på de mange flotte videoer der er at finde om løbet rundt omkring.
Efter et par kilometer var vi inde i det smukke landskab inden vi igen ramte stranden. Efter en lille kilometer rundede vi Nørre Vorupør og fortsatte 2,5 km langs stranden. Her var det helt sikkert et af turens flotteste stykker. Lodrette sandskrænter til højre og bølgerne som slog ind til venstre - FANTASTISK!!

Efter 7,5 km. gik turen igen ind den flotter naturpark. hHer løb vi 4,5 km. i den sindsygt flotte natur inden vi ramte turens første og længste asfaltstykke (ca. 700-800 m). Herefter løb vi ind i vandland! De næste 2 km foregik stortset i vand til anklerne (eller derover) koldt og hårdt men en del af den samlede, storslåede, oplevelse. Efter 15,5 km. ramte vi turens sidste, korte asfaltstykke inden vi igen endte på stranden. De sidste ca. 5 km var langs stranden (lige af brudt af et smut ind i klitterne) og her kunne det mærkes i lårene. Specielt den sidste kilometer trak tænder ud,

Jeg kom i mål som en meget glad mand efter 21,57 km og 2:13:46 @ 6,12.

Den officielle tid sagde 2.14.01.

Nu har jeg ikke deltaget i mange løb, men dette er indtil videre det bedste, fedeste, vådeste og hårdeste. Jeg er helt sikkert tilbage næste år - dog på marathondistancen!!

lørdag den 22. februar 2014

Marathontræning uge 16 (8) - Thy Trail uge

Uge 16


Tirsdag 18/2 2014
7,55 km let løb (gnms. puls 162) @ 5,34

Fredag 21/2 2014
5,57 km let løb @ 6,02

Lørdag 15/2 2015
Thy Trail marathon - separat post her: http://vejentilultra.blogspot.dk/2014/02/thy-trail-marathon-eller-rettere-sagt.html

mandag den 17. februar 2014

Marathontræning uge 15 (7)

Uge 15


Tirsdag 11/2 2014
7,01 km let løb (gnms. puls 143) @ 6,42

Torsdag 13/2 2014
9,34 km let løb (gnms. puls 160) @ 6,10

Lørdag 15/2 2015
6,66 km let løb (gnms. puls 120) @ 6,58

Søndag 16/2 2014
13,48 km. let trail (puls gnms. 158) @ 5,55